- Tid
- 15:00 - 18:00
- Med
- Politiet
Betjentene giver råd og vejledning til, hvordan du bedst beskytter dig og dine kære under temaet ’Tryg hjemme, tryg på nettet’ og står klar med råd og hjælp til at beskytte dig mod kriminelle, og du kan stille spørgsmål og få konkrete tip til at undgå svindlere og tyveknægte.
Svindlere bruger snedige metoder for at snyde deres ofre, særligt ældre, til at udlevere kreditkort og koder, hvilket hurtigt kan resultere i, at bankkontoen bliver tømt. De ringer ofte og udgiver sig for at være fra banken eller politiet og overtaler ofrene til at overføre penge til en ’sikker konto’, som blot viser sig at være svindlernes egen. Politiet ser en del anmeldelser om den type svindel lige nu – men hvordan undgår du og dine ældre familiemedlemmer at blive ofre?
”Vi står klar med konkrete råd til, hvordan du kan narre en svindler – så kom forbi og tag gerne dine ældre familiemedlemmer eller naboer med. Alle er velkomne – også børn,” siger politiassistent Agim Memisi, Københavns Vestegns Politi.
Lokalbetjentene giver også lavpraktiske råd til at gøre livet surt for indbrudstyve, der er særligt aktive i juletiden, og til at undgå at blive snydt ved andre typer af svindel – fx onlinekøb, hvor varen aldrig leveres, selvom pengene er betalt.
Smæk røret på, hvis det handler om penge
Banken eller politiet vil aldrig bede dig udlevere konto- eller kreditkortoplysninger over telefonen – og de sender heller ikke nogen ud for at hente dit kort eller kode.
”Får du et uventet opkald, der handler om dine penge eller konto, har du sandsynligvis en svindler i røret. Smæk på, hvis nogen beder om dine private oplysninger. Og hvis nogen møder op hjemme hos dig, så luk dem ikke ind, og giv dem aldrig kort eller kode. Ring hellere til politiet, så vi kan undersøge sagen,” understreger Agim Memisi.
Skræm tyven væk
I juletiden står mange hjem tomme, og det kan tiltrække indbrudstyve. Men tre enkle tiltag kan hjælpe med at skræmme tyven væk:
- Tænd lys
- Lav aftaler med dine naboer
- Kontakt straks politiet, hvis du ser noget mistænkeligt
”Lys virker afskrækkende. Sørg for, at din bolig er oplyst både ude og inde i de mørke timer, så den ser beboet ud, også når du ikke er hjemme. Naboskab, hvor man holder øje med hinandens boliger, er en god måde at gøre kvarteret mindre attraktivt for tyve,” siger Agim Memisi.
Ser du en tyv, der lusker rundt, så kontakt politiet med det samme. Ring til 114, hvis det ikke haster, eller til 1-1-2, hvis det er akut.