Niels Krause-Kjær modtager Otto B. Lindhardt Prisen 2024

Forfatter og journalist Niels Krause-Kjær modtog Otto B. Lindhardt Prisen 2024, da Lindhardt og Ringhof uddelte prisen for tiende gang ved forlagets efterårsreception torsdag.

Af Lars

“Bøger er slow food. Der kan gå mange år, før en bog kommer til verden. Med årets prismodtager måtte læserne vente i hele to årtier – fra vi første gang mødte Ulrik Torp i år 2000, til du samlede tråden op med efterfølgeren i 2019. På samme vis har filmpublikummet ventet i 20 år, fra Kongekabale havde premiere i de danske biografer i 2004, til Mørkeland havde premiere dette efterår. I mellemtiden har du virkelig fået raketbenzin i tastaturet – efter Mørkeland fulgte Fandens forår og Nedsmeltning og dette forår nåede serien om Ulrik Torp op på femte bind, Jagttegn. Og dine bøger bliver bare bedre og bedre,” 

sagde litterær direktør Sune de Souza Schmidt-Madsen i sin tale til Krause-Kjær.

 

Niels, du kerer dig

“Du minder os om, hvor afgørende sammenhængskraft er for vores forlagsfamilie. Enhver, som har siddet til bords med dig i mere end to minutter, ved, hvad jeg taler om. Du tager ansvar for selskabet, du sørger for, at alle bliver set og hørt, du får os til at grine og til at tænke. Man har en følelse af, at du kerer dig. Ja det er et gammeldags ord, men det passer på dig, Niels: du kerer dig. Ikke bare om os, men om verden.

Og det kan man mærke helt ned i dine bøger. De er skrevet med indsigt, humor, og kærlighed for de mennesker, du portrætterer – også når du viser os samfundets skyggesider ved at løfte en flig af tæppet ind til bagscenen af det politiske landskab i Danmark, som bestemt ikke altid er lige kønt. Når det er sagt, så er du også mesterlig til at dreje en fortælling, så man ikke kan slippe bogen, før sidste side er læst,” sagde Sune de Souza Schmidt-Madsen.

Prismodtagere gennem årene

Otto B. Lindhardt Prisen er på 50.000 kr., og flere af forlagets største forfattere har modtaget prisen gennem tiden: Leif Davidsen, Jørn Riel, Knud Romer, Mich Vraa, Steffen Jacobsen, Merete Pryds Helle, Maren Uthaug, Thomas Korsgaard, Lone Theils og Anne-Cathrine Riebnitzsky.

 

Original tekst - Søren Anker Madsen - bog.dk