Sommerbogen 2021

Af cdb
08.06.21
Sommerbogen er tilbage og vi er klar til sommerens læseudfordringer! Er du?

Sommerferien er lige om hjørnet! Og med sommerferien går også startskuddet til Sommerbogen, som er hele landets tilbagevendende læsekampagne.

Alle børn fra 6 -15 år er velkomne, man skal blot være oprettet som låner ved biblioteket. Du skal hen over sommeren læse 3 bøger, anmelde dem samt løse 10 valgfrie læseudfordringer. Udfordringsark og anmeldelseskort kan du hente i Kultur- & Borgerhuset eller downloade her på siden. Når du afleverer de 3 anmeldelser og læseudfordringsarket, får du en boggave af os!

Udfordringerne skal løses i perioden fra den 11. juni til den 21. august 2021.

Senest den 21. august skal det udfyldte udfordringsark afleveres i Kultur- & Borgerhuset, så er du med i den nationale lodtrækning om de tre hovedpræmier, hvor man får lov til at gå amok i en boghandel på 5 minutter!

Har du brug for hjælp til at finde en god bog, så stik næsen forbi børnebiblioteket, vi har masser af lækre bøger på udstilling og hjælper gerne.

Husk, du skal læse noget, der passer til dit niveau, og gerne udfordre dig selv lidt - du har jo hele sommeren til at læse de 3 bøger!