Bededagsanbefaling: Bettina anbefaler "Ud af ensomheden" af Benedict Wells

Af anh
29.04.21
Brug bededagsferien til at fordybe dig i en god bog, der behandler nogle af livets store spørgsmål.

St. Bededag giver os lidt ekstra tid til tænke over livet og hvad det bringer os. Læs Bettinas anbefaling af "Ud af ensomheden" og lån den på biblioteket eller som lydbog.

Hvilke begivenheder former vores liv?
Da 11-årige Jules og hans to søskende mister deres forældre i en trafikulykke, sendes de på kostskole og et nyt liv begynder. På kostskolen glider de tre søskende fra hinanden. De håndterer sorgen helt forskelligt. Jules, som var det fanden i voldske barn, som turde alt muligt, og bliver indesluttet og tilbageholdende. En dag sætter Alva sig ved siden af ham i klassen, og et livslangt venskab tager sin begyndelse.

Som voksne finder Jules og hans søskende sammen igen, støtter og hjælper hinanden gennem deres op og nedture. Jules tænker ofte på, hvordan hans liv ville have set ud, hvis hans forældre ikke var omkommet, hvis Alva ikke havde sat sig ved siden af ham i klassen…. Der skal så lidt til, for at livet ser helt anderledes ud.

"Ud af ensomheden" er en stærk og medrivende roman om at miste, og om hvordan vi som mennesker formes af sorgen. Men også om kærlighed og venskab. Smuk roman der varmt kan anbefales.

Tags
Materialer