Bente anbefaler "I dine øjne" af Malene Ravn

Af mly
25.10.18
.

Bogens hovedperson, Erik, bliver født i Ålborg i 1930, som barn af en enlig mor, Gudrun. Gudrun kommer af fattige kår og opfordres af familien til at bortadoptere Erik, men hun vælger at beholde ham. De første år er han på børnehjem, men kommer derefter hjem til en hård barndom, dog med lyspunkter, som da Gudrun en overgang er gift med Alfred, der tager Erik til sig. Også mormoderen er et lykkeligt holdepunkt.

Eriks far er en af de kinesere, der optrådte i Tivoli i 1902 – vi hører også om hans første tid i Danmark og hans barnløse ægteskab. Men det er Eriks liv, der er omdrejningspunktet i bogen. Han skiller sig ud med sit kinesiske udseende og bliver drillet. Det er ikke noget der snakkes om med ham, han kæmper i stilhed sin egen kamp, og som voksen taler han aldrig om sit ophav.

Bogen bygger på virkelige personer, og forfatteren har interviewet Erik og hans datter.

Ud over den interessante historie om kineserne i Tivoli giver bogen flotte beskrivelser af personerne og tiden op gennem århundredet.

Reserver bogen her.