Bente anbefaler Tit er jeg Glad

Bente anbefaler: "Tit er jeg glad" af Jens Christian Grøndahl

Af mly
16.04.18
En fortættet lille roman, fortalt som en monolog af 70-årige Ellinor.

Ellinor er netop blevet enke efter Georg, og fortæller nu om sit liv til Anna, der døde som 30-årig, i en skiulykke, hvor også Ellinors mand Henning døde. Anna var indtil sin død gift med Georg, som kort inden ulykken opdagede, at Anna og Henning havde en affære.

Ulykken efterlader Ellinor alene, mens Georg sidder tilbage med tvillingedrenge på syv, og en naturlig udvikling er at Ellinor først hjælper med det praktiske, men efterhånden vokser der følelser mellem dem, og de to får en langt og godt ægteskab.

Efter Georgs død må Ellinor dog sande, at hun på en måde har levet en andens liv, nemlig Annas, og hun frigør sig, sælger huset, flytter til Vesterbro, og kontakten til tvillingerne, der som voksne er blevet nogle ubehagelige og egoistiske personer, drosles ned.

Der er så meget medmenneskelig forståelse, så mange følelser i bogen – man kommer omkring mange ting, der forekommer i de fleste mennesker liv. En lille bog, men en meget stor læseoplevelse.