Bettina anbefaler "Døren" af Magda Szabó

Af cdb
04.02.21
Hvilke hemmeligheder gemmer den lukkede dør?

For at kunne koncentrere sig om at skrive hyrer forfatteren Magda og hendes mand Emerence til at holde hus for sig. Emerence kommer og går, som det passer hende men passer alt til perfektion sammen med sine andre rengøringsjobs. Hun er reserveret og fortæller meget lidt om sig selv, og ingen får lov til at komme over dørtærsklen til hendes lejlighed. Der opstår et specielt venskab mellem Magda og Emerence. Begge kvinder har temperament og jævnligt skælder Emerence Magda ud enten for hendes gudfrygtighed, hendes arbejde eller noget helt andet. Alligevel er der et specielt bånd mellem dem. Dette bånd bliver spændt til sit yderste, da Magda begår en skæbnesvanger fejltagelse. Døren er en fortættet roman om hemmeligheder, venskab og forskelligheder. Den er gribende og rystende i sin nærmest hverdagsagtige banalitet. Det er mesterligt skrevet, og man sidder knuget tilbage efter endt læsning.

Materialer