Battle Royale

Cecilie anbefaler "Battle Royale" 1-4 af Michael Kamp

Af cdb
23.03.21
”Klimaforandringerne har ændret vores verden. Så regeringen har indført ’Turneringen’. Velkommen til Battle Royale.”

Så er historien om Jonas, Ellie og de 98 andre børn i turneringen i gang! Kort fortalt bliver de 100 børn fløjet til en ikke helt øde ø, hvor de bliver smidt ud med faldskærm. Og ja, allerede her begynder børnene at dø. Inden for de første par kapitler er antallet af deltagere allerede faldet drastisk, og der bliver ikke lagt fingre imellem! Hvert barn har en spiller-tæller, et ur, og en status-måler indopereret i armen. Statusmåleren viser hvor populær spilleren er blandt seerne – for selvfølgelig bliver det hele fuldt live af Danmarks seere, på landets eneste TV kanal. En hær af droner følger spillerne rundt, og jo flere likes de får af seerne, jo højere status.

Jonas, som har brugt den første time på at gemme sig, har sjovt nok ikke høj status – til gengæld er han stadig i live! Efter næsten at være blevet motersavet i stykker af et andet barn, render han ind i Ellie, men før de rigtigt kan forsøge at slå hinanden ihjel, dukker der en ny og uventet fjende op – og så tager plottet ellers fart!

Denne historie tager læseren med på en drabelig rutsjebanetur, hvor lige som man tror at man ved hvor historien er på vej hen, så tager det hele en ordentlig drejning! Super spændende læsning, med masser af blod, død og action, så ikke for de helt sarte sjæle. Det er fire korte bøger med fede illustrationer og de kan læses fra ca. 10 år.

Tags
Materialer