Bogstak

Efterårsanbefalinger: Skønlitteratur

01.10.20
Inspiration til læsning i efteråret

Vi har samlet en liste med gode, nye bøger, I kan kaste jer over i efteråret:

Hvad med at prøve en lidt humoristisk krimi eller en krimi du måske ikke lige har fået øje på? 

Min søster er seriemorder af Oyinkan Braithwaite 
Den smukke søster har det med at slå sine kærester ihjel. Den kedelige søster har det med altid at hjælpe med at fjerne dem og slette alle spor. Da den smukke søster udser sig den mand, som den kedelige er lun på, bliver søsterloyaliteten sat på prøve.

Skyggegæsten af Tor Lindsø
Politiassistent Vitus Emmentals verden ramler sammen, da hans forældres lig findes sammen med 5 andres i en forladt jagthytte på Svalbard - forældre han troede omkom i en ulykke 12 år tidligere

Er du til de lidt mere tunge og tænksomme romaner, der har noget på hjerte? Og bliver du ikke skræmt af racekonflikter, negativ social arv og sygdom, så kunne disse bøger være noget for dig.

Den hvide kirke af Alexi Zentner 
Jessup er 17, en god dreng og på vej til college. Han er ud af en fattig hvid familie, der er belastet af nogle racerelaterede fængselsdomme. Da Jessup har et sammenstød med en ung sort mand, kommer han ud, hvor han ikke kan bunde, og er det overhovedet muligt at træffe de rigtige valg?

I Guds rige af Anne-Grethe Bjarup Riis
Anne-Grethe Bjarup Riis fortæller om et hjerteskærende ensomt forløb med sønnens leukæmi og hendes egen opvækst med familiehemmeligheder og svigt

Nogle gange må der gerne være ”lidt mere kød på”. Hvis du har lyst til en anderledes og udfordrende læseoplevelse, kan du prøve en disse titler.

Arken af Jegor Fetisov
Det er november i Sankt Petersborg, og det styrtregner. Det er svært for Matvej at leve af sin kunst, og snart skal hustruen nedkomme, så han må tage det arbejde, han kan få. Samtidig bryder en epidemi ud, og for Matvej blandes fortid og nutid sammen

Helvedsgavlen af Preben Major Sørensen
Episk, kompleks og fantastisk fortælling om slægten Bugge, der ejer to godser og 24 drager. Men godsejeren skal slås ihjel og godset jævnes med jorden. Til det job hyres de tre venner og digtere Eland, Iffland og Uhland, og herefter går det løs i en vild fortælling om digtere, mord, dukketeatre og sexrobotter

Skal bare det være rørende, eftertænksomt og godt får du også et par bud på det.

En vinternat af Simon Sebag Montefiore
Moskva 1945. På en skole for elitens børn, er der en klub der hylder litteraturen og kærligheden. Men så dør to af klubbens medlemmer og en absurd proces fra regeringens side påbegyndes. Samtidig blomstrer kærligheden i flere forskellige sammenhænge

Måneansigt af Sara Mesa
Et usædvanligt venskab opstår mellem to utilpassede og helt umage personer, som begge er krøbet i ly for virkeligheden i en park. Men er der noget upassende i venskabet mellem en 13-årig skolepige og en ældre, forvirret mand?

Materialer