Julekugle

Alverdens juletraditioner

Af cdb
17.12.19
December måned går så småt på hæld og snart er det d. 24. december - juleaften.

 Vi glæder os til denne hyggelige aften, som i Danmark typisk fejres i familiens skød d. 24. december med den traditionelle julemad som bl.a. består af flæskesteg, brunede kartofler og brun sovs.
Hertil hører naturligvis ris a la mande til dessert med en skjult mandel og senere skal der danses om det pyntede juletræ inden de mange pakker under træet skal åbnes og glæde hele familien.

Men hvordan fejres en traditionel jul i andre lande?

Det gøres på mange forskellige måder, her er et udpluk.

I England spiser man julemad om eftermiddagen d. 25. december, på ”Christmas Day” og den består typisk af stegt kalkun eller gås, samt postej og julebudding pyntet med kristtjørn. Det er også d. 25. december hvor børn og voksne åbner gaver.

I Frankrig går katolikkerne til midnatsmesse ml. d. 24. og 25. december og efter messen åbner børn og voksne gaver. Men før de går til messe, sætter hvert familiemedlem et par sko foran juletræet. Gaverne anbringes så i eller omkring skoene eller i træet. Inden man går i seng, spiser man en let middag og selve julemåltidet, som består af bl.a. østers, laks og kalkun med kastanjer, indtages d. 25. december.

I Holland kaldes d. 24. december for ”Kerstavond” og denne dag går mange i kirke om aftenen. Herefter spises et let måltid med familie og venner, og det består hovedsageligt af julebrød som er bagt på mandeldej. D. 25. december spiser man den store julemiddag som består af kalkun, kanin eller ribbensteg.

På Island spises der ofte gravad rokke med smeltet fåretalg og kartofler d. 23. december.
D. 24. december kaldes for ”Adfangadagskvold”, hvor man spiser lammesteg, gås eller flæskesteg og risengrød med mandel i og der åbnes gaver. D. 25. december er den helt store familiedag, hvor der bl.a. spises koldt, røget lammekøs med kartofler. D. 5. januar brænder mange juletræet af udenfor og der tændes bål.

I Sverige går man meget op i Lucia-traditionen d. 13. december og her begynder julen. Selve juleaften går mange i kirke og sætter lys ved deres kæres grave. Julefrokosten er et koldt bord med bl.a. sild, pølser, flæsk og juleskinke. Om aftenen spises julemiddagen som typisk er skinke, lutfisk og risengrød med mandel i. Her var julen lige til d. 13. januar, som er her man fjerner juletræ og pynt.

I Tyskland pyntes juletræet først d. 24. december og mange går i kirke om eftermiddagen. Der spises en let mad f.eks. kold salat inden juletræet tændes og gaverne herefter deles ud. D. 25. december hedder ”Weihnacht” hvor man om aftenen spiser en gåsesteg, haresteg, flæsesteg, skinke eller kalkun.

I Spanien laves en julekrybbe d. 23. december og juletræet pyntes her. D. 24. december samles familien foran julekrybben om aftenen mens den tændes. Herefter synges der og juletræet tændes. Julemaden består af blomkål eller rødkål samt lammesteg eller gås, kalkun eller andet fjerkræ. Hertil hører der brunede kartofler og salat. Til dessert er der risengrød og champagne, og så går man til midnatsmesse. D. 25. december er der en stor familiemiddag med samme menu som dagen inden.