Kultivering af havets spisekammer

Det nye landbrug?

Danmark er et landbrugsland. Sådan er det bare – kultivering af landbruget kan i Mellemøsten dateres helt tilbage til år 10.000 f.kr., mens det i Norden ’bare’ har været en del af vores liv siden år 4.000 f.kr. Det er derfor meget naturligt en stærk del af vores selvforståelse, at vi som land kan brødføde os selv ved at dyrke de råvarer, vi kender. Samtidig er det noget meget selvfølgeligt, at vi ser mod de danske råvarer i supermarkederne; de danske jordbær smager bare bedre end de spanske, et dansk æble høstet i september er mere saftigt og indbydende end det italienske og nye danske kartofler smager så godt, at vi ikke engang behøver at skralde dem.

Samtidig udvikles der i bæredygtighedens tegn konstant nye metoder til hvordan vi kan opnå en mere klimavenlig fødevareproduktion, ikke mindst ved at udvide vores horisont i forhold til alternative madvaner uanset om det er græshopper, melorme eller tang. Den tendens har havbønderne fra sammenslutningen Havhøst kastet sig over. Havhøst er en gruppe af helt almindelige borgere, NGOer, foreninger, skoler og virksomheder, der har rettet blikket mod Danmarks mere end 7.000 km kystlinje og udviklet simple metoder til dyrkning af fødevarer. Hos Havhøst formidler de viden om hvordan man selv, med meget få remedier, kan dyrke både tang, blåmuslinger og østers. Det handler simpelthen om at kultivere havet, som vi i tusindvis af år har kultiveret jorden.

Tang som vidunder-mad

Selvom det måske ikke ligefrem emmer af gastronomisk delikatesse, er det velkendte blæretang faktisk en af verdens sundeste fødevarer, og er proppet med både vitaminer, mineraler, antioxidanter og ikke mindst stoffet fucoidan. Sidstnævnte stof vækker nok ikke ligefrem tydelig genkendelse, men ifølge ny forskning fra SDU tyder det på at netop fucoidan modvirker både rynker, blindhed hos ældre og faktisk også kræft.

Spørgsmålet, der står tilbage er, hvorfor vi ikke bare spiser alt det tang, vi kan komme i nærheden af? Svaret skal nok findes i vores tilbøjelighed til at holde os til de råvarer, vi kender så godt. Et jordbær eller en kartoffel, hvor processen fra jord-til-bord er særdeles velkendt og trygt. Det bliver lidt mere uklart, hvad vi skal stille op med en håndfuld frisk blæretang, uanset hvor sund den er.

Men med et stadig voksende fokus på hvordan vi kan spise mere bæredygtigt, er det da meget naturligt, at vi øger vores fokus på naturens spisekammer – og ikke kun den del af det, der findes over havoverfladen. Tænk bare at man nytårsaften spise østers fra sin maritime nyttehave – det lyder da meget tillokkende.