Lix-tal: hvor skal du starte?

Af cdb
23.01.20
Begynderlæsning kan være en jungle at finde rundt i og Lix-tallene er ikke altid retvisende. Her kommer nogle fif du kan bruge, når du skal finde begynderlæsning, som passer til dit barns læseniveau.

Fem-finger reglen

Inden vi går videre til Lix og Let-tal, er der her en let metode til at finde ud af om den bog, dit barn har fundet matcher læseniveauet.

  • Find en bog
  • Slå op på en tilfældig side
  • Få dit barn til at læse højt fra siden
  • Ræk en finger op for hvert ord barnet ikke kan læse

0-1 ord = for let
2-3 ord = lige præcis
4 ord = prøv den
5+ ord = for svær

 

Lix, Let - hvad er det?

Her kommer et kort overblik over de forskellige tal, så du bedre kan gennemskue, hvilke bøger du skal vælge til dit barn.

Lixtal og Let-tal er to måder at udregne, hvor svær eller let en tekst er at læse. Tallene står enten forrest eller bagerst i letlæsningsbogen. Nogle forlag bruger Lixtal, mens andre er begyndt at bruge Let-tal. Her på biblioteket fokuserer vi på Lix-tal, da lærerne i Glostrup ofte henviser forældrene til disse.

 

Lix (læsbarhedsindeks)

Lix udregnes efter: antal ord, antal hele sætninger og antal lange ord (mere end 6 bogstaver). Jo højere lix-tallet er, desto sværere regnes teksten for at være. En bog med højt Lix-tal vil have med mange ord, lange sætninger og mange lange ord.

Et lavt lix-tal giver dog ingen garanti for, at teksten er letlæselig, da Lixtal ikke tager højde for billeder og hvor mange gange det samme ord bliver gentaget, hvilket kan være en hjælp i læseprocessen.

 

Let-tal (læseegnethedstal)

Let-tal er bedst anvendelig til de letteste letlæsningsbøger og beregnes efter: antal ord, antal af lange ord, antal ord i den længste sætning, antal sider i bogen og billedstøtte.

Let-tal går fra 5 til 20 og modsat Lix, tager Let-tallet højde for ordets gentagelser. Det vil sige, at et langt ord som f.eks. madkasse der bliver brugt hyppigt i en bog, vil i Lix give et højt tal, selvom børn hurtigt genkender ordet - derfor kan to bøger godt have samme Lix-tal, men forskellige Let-tal.

 

Find rundt i letlæsningsbøgerne på biblioteket

I børnebiblioteket har vi farveinddelt vores letlæsningsbøger, således at grøn er de letteste. Mange af de grønne bøger er lydrette, dvs. har ord, der staves så hvert bogstav har sin standardlyd og kan høres, når man udtaler ordet. Et ikke-lydret ord kan være ord med stumme bogstaver, ord med dobbeltkonsonanter  og ord med korte vokaler, som har en betinget udtale.