Luciadag

Luciadag er oprindeligt en fest for den katolske helgen Santa Lucia, hvis navn betyder ’lys’.

I Danmark er det blevet en tradition at fejre dagen ved at børn går Luciaoptog forskellige steder f.eks. i børnehaver, skoler, kirker og plejehjem.
Her klæder børnene sig i hvide kjoler og går med lys i hånden og/eller en lyskrans på hovedet, imens de synger om Santa Lucia.

Lucia var efter sigende en ung, kristen kvinde som levede i 300-tallet i byen Syrakis på Sicilien. Men i stedet for at tro på den romerske religion, var hun kristen og det var farligt at være dengang. Romerne mente, at kristne var fjender af Romerriget og de forbød derfor alle at være kristne.
Men på trods af faren, sneg Lucia sig hver nat ud for at dele mad ud til fattige og på hovedet bar hun en krans med lys, så hun kunne se i mørket og samtidig have hænderne fri.

Lucias familie havde lovet hende bort til en mand som hun ikke ville giftes med, og i arrigskab hævnede manden sig ved at angive Lucia til myndighederne.
Hun blev efterfølgende arresteret og henrettet.

I Norden regnedes Lucianatten (på svensk Lussenatten) efter den gamle kalender, at være årets længste dag fyldt med onde ånder. Man skulle derfor ikke gå udenfor om natten men holde sig indendørs.

Efter reformationen i 1536 holdt danskerne op med at fejre Lucia som en helgendag men i Sverige har man holdt fast i traditionen og siden 1920 har svenskerne gået Luciaoptog på dagen.
Skikken vendte tilbage til Danmark efter besættelsestiden.