Midsommer-anbefalinger

Af Anonym (ikke efterprøvet)
21.06.21
Midsommeren er over os, og vi fejrer den med magiske anbefalinger.

Hvorfor fejrer vi Sankt Hans?

Den 23. juni fejres Sankt Hans aften med bål, sange og taler. Sankt Hans er det danske navn for Johannes Døberen, hvis helgendag er d. 24 juni. Aftenen før er derfor "Sankt Hans aften", men som så mange andre fester og skikke, har Sankt Hans både et kristent og et folkeligt ophav.

Dagen markerer midsommeren, eller sommersolhverv, som er den dag på året, hvor døgnet er længst. I Norden har midsommeren været fejret gennem mange århundreder, og dagen har altid haft en særlig magi i luften. Blandt andet mente man, at kraften i de hellige kilder, som eksempelvis Skt. Helene-kilden ved Tisvilde og Kirsten Pils-kilden i Dyrhaven, var særligt stor på Sankt Hans. Det fik folk til at valfarte omkring kilderne for at nyde godt af de helbredende virkninger.

Tiden omkring midsommer siges også at være særlig god til at varsle på, og hvis man f.eks. plukker ni slags blomster med dug på Sankt Hans aften og lægger dem under sin hovedpude, kan man ifølge gammel folketro i drømme se, hvem der er ens udkårne.

Traditionen for at tænde bål til midsommer finder man helt tilbage for ca. 200 år siden og tidligere endnu, og først langt senere begyndte man at brænde heksefigurer på bålet Sankt Hans aften.
Bålet skulle eftersigende holde hekse, trolde og anden farlig magi væk, da det netop var i tiden omkring midsommer, at magien og kræfterne var aller stærkest.

Kilder:
https://natmus.dk/historisk-viden/temaer/fester-og-traditioner/sankt-hans/
https://da.wikipedia.org/wiki/Sankthans

Magiske anbefalinger

I dag handler Sankt Hans for de fleste om hygge, bålfest og Shu-bi-duas version af ‘Midsommervisen’, så her giver vi dig en række anbefalinger, der hylder din indre heks og fører dig lidt tættere på den særlige, magiske midsommer-stemning.

  • På Filmstriben kan du f.eks. se Dreyers mesterværk ‘Vredens dag’, der foregår mens heksejagten er på sit højeste i 1600-tallets Danmark:
    Link til ‘Vredens Dag’
  • Det nyåbnede museum HEX! i Ribe udfolder historien om de danske hekseprocesser, og hvis du ikke kommer en tur forbi museet, kan du lytte til deres podcast her:
    Link til HEX!-podcast

Nedenfor finder du desuden skøn- og faglitteratur, der kredser om heksens historie, magi og trolddomskraft - både til voksne og unge.

Tags
Materialer