Billede fra kunsthaven i Vallensbæk Kultur- & Borgerhus

Kunst- og kulturhaven i Vallensbæk

Af Anonym (ikke efterprøvet)
14.09.20
Besøg Vallensbæks egen kunsthave - udsmykket af tre 5. klasser

Vallensbæk har fået sin egen kunsthave. I børnekulturugen i uge 37 havde Kultur- & Borgerhuset besøg af tre 5. klasser fra henholdsvis Vallensbæk Skole og Egholmskolen, som hjalp os med at udsmykke kunsthaven over temaet hav.

Der er malet havdyr og fisk med skolekridt på væggene, lavet fisk og farverige gopler. Et fyrtårn står ved foden af et bassin, hvor du kan sejle med skibe, og rundt om i haven finder du kryds og bollespil.

Når du besøger os for at se Kunsthaven, kan du få et lille opgaveark med forslag til aktiviteter, du kan lave i Kunsthaven. Du kan bl.a. spille kryds og bolle og bygge dit eget skib af korkpropper. Ved henvendelse til personalet kan du få materialer til at lave dit eget korkskib.

Formålet med at skabe en kunsthave er, at give dig en have, hvor du kan opleve kunst, kan opholde dig og lave forskellige aktiviteter.

Du har adgang til Kunsthaven gennem børnebiblioteket i hele den betjente åbningstid.