Sikker digital hverdag: Falske mails og sms'er - phishing og smishing

22.09.22
Falske mails og sms'er kaldes phishing og smishing. Det er metoder, som kriminelle bruger til at franarre dig dine personlige oplysninger elektronisk.

Det sker typisk ved, at du får tilsendt en e-mail (phishing) eller sms (smishing), hvor afsenderen forsøger at få dig til at udlevere dine personlige oplysninger, som fx betalingskortoplysninger, NemID-oplysninger eller andre private oplysninger, via e-mail, en falsk hjemmeside eller andet.

Gode råd omkring phishing

  • Modtager du en phishing mail, skal du ikke reagere på denne.
  • Har du allerede videregivet dine oplysninger, så sørg for at standse skaden.
    • Få spærret dit betalingskort eller dit NemID.
    • Kontakt din bank mhp. at stoppe overførslen.
  • Er der sket et misbrug så anmeld det via politi.dk

Rigtige virksomheder eller myndigheder anmoder aldrig
Ingen reelle virksomheder eller myndigheder anmoder om dine betalingskortoplysninger, dit NemID eller andre log-in-informationer via e-mail eller sms. Du skal derfor undlade at svare.

Hvis du er udsat for svindel
Hvis du er blevet franarret dine kort- eller personoplysninger, bør du reagere hurtigt.

Sådan gør du, hvis du har mistanke om svindel

Del aldrig dine kort- eller personoplysninger
Phishing-mails er kendetegnet ved, at man modtager en e-mail fra en afsender, som man fejlagtigt tror er ens bank eller en anden troværdig virksomhed eller myndighed. I lang tid har disse mails været lette at gennemskue blandt andet på grund af dårligt sprog, men de kriminelle, der står bag phishing-mailene bliver stadig bedre og bedre – både til at formulere e-mails i et troværdigt sprog og til at efterligne logoer.

Selvom mailen er overbevisende, skal du aldrig sende sådanne oplysninger over e-mail. Links eller filer, der er vedhæftet en phishing-e-mail eller sms, kan indeholde skadelig software, og derfor skal du undgå at åbne eller svare på mailen eller sms'en.

Vær opmærksom på mistænkelige opkald
Phishing kan også foregå ved, at du bliver ringet op og informeret om, at du har vundet i en konkurrence, og at du skal udlevere dine personlige oplysninger for at modtage præmien. Du kan også risikere at få oplyst, at du har sikkerhedsproblemer på computeren og skal udlevere forskellige personlige oplysninger for at undgå problemer. Dette sker fx igennem såkaldte 'Microsoft-opkald’, hvor du bliver ringet op og lokkes til at give oplysninger om betalingskort, NemID eller lignende.

Fup ved brug af falsk identitet
En anden slags bedrageri ved brug af falsk identitet er de såkaldte 'Nigeria-breve'. Her bliver du typisk lovet et større pengebeløb af en udenlandsk rigmand eller advokat, hvis du betaler et gebyr på mange tusinde kroner. Du modtager dog aldrig det lovede beløb, selvom du betaler gebyret.

Du kan også blive kontaktet af gerningsmænd, der fortæller, at en bekendt er 'strandet i udlandet'. Her udgiver gerningsmændene sig fx for at være en ven til dit barnebarn og påstår, at dit barnebarn har været udsat for et trafikuheld i udlandet og derfor har brug for penge til hospitalshjælp. 

Indholdet på denne side er skrevet i samarbejde med Politiet