Vil du booke en gratis stand til Jul i Vallensbæks julebasar?

Af Anonym (ikke efterprøvet)
08.11.22
Så send en mail til Vallensbæk Kultur- & Borgerhus på hbu@vallensbaek.dk, hvori du skriver, hvad du ønsker at sælge. Vi skal have din mail senest fredag den 18. november.

Til Jul i Vallensbæk skruer vi op for julestemningen med masser af aktiviteter i Vallensbæk Kultur- & Borgerhus og på rådhuspladsen. Vallensbæk Musikskole sørger for julemusikken, du kan lave lækre julesting over bål med DDS Pilehave Gruppe og så kan du gå på opdagelse i julebasaren, hvor der bliver solgt hjemmelavede ting. Til børnene er der et billethæfte til små julegodter og de har mulighed for at komme til julekoncert med DR Ramasjangstjernen Katrine Bille. I løbet af dagen vil Zebragruppen lave små pop up teaterstykker og Vallensbæk Menighedspleje og Lions Vallensbæk sælger æbleskiver, popcorn og drikkevare. Lige inden kl. 16 er der Luciaoptog, og kort efter tænder borgmesteren juletræet. Vi slutter af med fælles julesang og dans om juletræet. – Måske dukker julemanden også op?

  • Jul i Vallensbæk kl. 14-16.30 udenfor ved Vallensbæk Rådhus og i Vallensbæk Kultur- & Borgerhus
  • Bliv en del af julebasaren og sælg fine hjemmelavede ting som kan bruges til julens arrangementer
  • Vi stiller bord, stol og telt til rådighed.
  • Der vil også være en masse andre aktiviteter i løbet af dagen, såsom julekoncerter, snobrød, teater, lucia og juletræstænding