Portræt af forfatteren hvis bidrag til den nordiske krimilitteratur er hans særlige sans for omhu og detaljer, hans dybdepsykologiske tilgang til motivet bag forbrydelserne samt en blotlæggelse af den menneskelige brist, der somme tider skyldes personlige tragedier, men lige så ofte en almen ensomhed

Det er hverken sitrende spænding, rædsel eller væmmelse der driver handlingen frem. Plottet er faktisk ikke det væsentlige, og det løber til sidst lidt ud i sandet. Men Kjædegaard skriver godt. Han holder tonen bogen igennem, og skal især roses for sin evne til at lade en rullende dialog, som rammer langt fra både det socialrealistisk kedelige og det forceret kunstige, bære handlingen videre. Personkarakteristikken er god og selv bipersonerne fremtræder reflekterede. Som helhed er det dog ikke nok til for alvor at rykke ham fri af det brede felt af danske krimiforfattere