Franz Kafka
Af Lars
Ensomhed, frustration, meningsløshed og undertrykkelse af individet. Velkommen til Kafkas absurde univers.
Et telefonopkald til en offentlig instans kan få et menneske til at føle sig placeret i et rum, hvor der ingen mulighed er for forståelse af nogen art. Telefonopkaldet bliver videresendt i det uendelige for til sidst at ende hos den person, der oprindeligt tog telefonen. Og så kan denne pludselig godt svare på spørgsmålet. Denne absurde procedure kan få enhver til at føle sig umyndiggjort og ude af stand til at gennemskue, hvad magtinstanserne foretager sig. En situationer som denne er siden blevet rubriceret som " kafkask".
Det Kafkaske: En verden af absurditet og uigennemskuelighed
Det er forfatteren Franz Kafka (1883-1924), der har givet navn til de situationer i et menneskes liv, der forekommer fuldstændig absurde og uigennemskuelige. Med titler som Processen, Dommen, 'I Fangekolonien', 'Afslaget' og 'Beskrivelse af en kamp' er det tydeligt, hvad hans forfatterskab handler om.
Kafkas litterære univers er et univers, der er indbegrebet af en evig kamp mod det bureaukratiske samfund og beskriver de almenmenneskelige begreber og overvejelser omkring forholdet mellem skyld og straf, og hvordan det enkelte menneske kan eksistere i en absurd og meningsløs verden.
Stræben bag Kafkas forfatterskab
Kafka skrev både noveller og romaner, men kun enkelte af novellerne udkom inden hans død pga. hans enorme selvkritik fx 'Dommen' (1913) og Forvandlingen (1915). De store romaner: Amerika (1927), 'Slottet' (1926) og 'Processen' (1925) udkom først posthumt og er ufuldendte værker, hvorfor en læsning af Kafkas værker, ifølge den danske forfatter Villy Sørensen, skal ses som et samlet, men ufuldendt hele. Altså som en uafsluttet proces, snarere end som enkeltstående værker, der optræder som en æstetisk helhed. Dermed bliver Kafkas forfatterskab en slags søgen efter den stræben, som Villy Sørensen mener, der ligger bag værkerne: "Et forfatterskab er andet og mere end summen af forfatterens værker, det er først og fremmest den stræben, der udtrykker sig igennem dem." (Kafkas Digtning, s. 7).
Denne stræben er den næsten uhyggelige og nøgterne beskrivelse af en udefrakommende instans, der styrer hovedpersonerne, uden at de har den mindste indsigt i, hvad der foregår. Hvis man læser hans værker, som Villy Sørensen foreslår det – altså som en uafsluttet proces - føres man, på flere hundrede sider gennem den ene meningsløse situation efter den anden. Lige fra Gregors forvandling til en bille (!) i novellen Forvandlingen, og hvad dette medfører af fordømmelse og afsky fra det omgivende samfund, til sønnen, Georg i novellen Dommen, der af sin egen fader dømmes til døden med følgende ord: "Og derfor skal du vide: Jeg dømmer dig nu til døden ved drukning." Faderens autoritet over sønnen er så stærk, at han efterfølgende drevet af faderens ord springer ud fra en bro – og drukner. ('Dommen', s. 50)
Kafkas karakterer: I spænd mellem autoritet og isolation
Kafkas værker er ofte centreret omkring det komplekse forhold, der er mellem sønner og fædre, men som i overført betydning kan læses som det magtforhold, der er mellem autoriteter og almindelige mennesker i samfundet. Et forhold der resulterer i en umyndiggørelse af det enkelte menneske, og som forstærker den fremmedhed og isolation, der er menneskets grundvilkår i en moderne tilværelse.
Næsten som ved udefrakommende magters hjælp lægges hovedpersonernes liv gang på gang i ruiner, uden at der gives en gyldig grund til dette. I romanen 'Processen' beskrives en forsikringsagents proces i retten, som han er helt uden indflydelse i. Han ved ikke, hvad han er dømt for eller hvorfor, men hele romanen former sig som en lang søgen efter svaret på denne absurde og dybt tragiske tilstand. En tilstand der ender med døden for Josef K.
Samme magtesløshed gør sig gældende i romanen Amerika, hvor den 16-årige Karl forsøger at etablere et liv i Amerika, efter at være blevet sendt væk fra Tyskland. Samfundet beskrives på samme tid realistisk og surrealistisk, idet helt almindelige situationer udvikler sig til labyrintiske forhindringsløb, hvor en enkelt gang pludselig strækker sig i det uendelige og slutter sig omkring Karl: "Da gangen ikke ville tage ende, og der intetsteds var vinduer og udsigt og der hverken oppe eller nede var noget, der rørte sig, så var Karl ved at tro, han gik rundt i en kreds […]" ('Amerika', s 65).
Dermed er personerne ofte fanget i et spind af uforklarlige hændelser, som resulterer i en skyldfølelse, hvor døden i mange tilfælde synes at være den eneste logiske slutning på værkerne, fordi skylden er så stor, at den er umulig at leve med. Men følgelig en skyld, der er uforståelig for det enkelte menneske, men som samtidig gør skyldspørgsmålet dobbelt vanskeligt og fremmedgørende.
Kafka som modernistisk forfatter
Med disse temaer omhandlende skyld og magtesløshed indskriver Kafka sig i en modernistisk tradition, hvor mennesket er fremmedgjort og uden mulighed for at handle mod overmagterne. Personerne i hans univers bærer alle på en enorm skyld, uden dog at vide, hvad den kommer af. Dette er netop kendetegnende for det modernistiske menneske, der har indset, at verden er absurd, og det selv er totalt afmægtigt. Hvor der hos senere modernistiske forfattere anes en lysning i fortvivlelsen, virker døden hos Kafka som det eneste alternativ til den afmagt, der fremstilles som et eksistentielt grundvilkår.
Kafka opfattes som en af de mest betydelige modernistiske forfattere, selvom han stilmæssigt placerer sig i sin helt egen genre – som følgelig betegnes som "kafkaske træk" og bl.a. betegner: "sammenstødet mellem en rationel, klar og koncis sproglig overflade og et mareridtagtigt, uvirkeligt og absurd univers." (Forfatterleksikon).
I Danmark har han bl.a. inspireret Villy Sørensen og Svend Åge Madsen. Sidstnævnte har i sin debutroman Besøget (1963) på næsten kafkask vis, beskrevet en ung mands møde med en familie, som resulterer i den ene mærkværdige situation efter den anden, og hvor arven fra Kafka er slående.
Franz Kafkas liv
Franz Kafka blev født 1883 i Prag og døde af tuberkulose 1924 på et sanatorium ved Wien. Han voksede op i en jødisk familie, og var en del af det tysk-jødiske kulturmiljø i Prag. Kafka var uddannet jurist og arbejdede i et forsikringsselskab, til sygdommen blev så alvorlig, at han måtte pensioneres.
Størstedelen af sit liv levede han i Prag kun afbrudt af forskellige kurophold rundt om i Europa.
Han var tæt knyttet til sin familie, og boede sammen med sine forældre en stor del af tiden. Han var forlovet i to omgange med Felice Bauer, men forblev ugift til sin død.
Hans liv var uden fast ståsted, og den position han havde som minoritet i Tjekkiet, både som tysktalende, men også inden for den tyske gruppe som jøde, er muligvis det, der søges afspejlet i hans utallige kampe i forfatterskabet.
Af cand.mag. Nina Dyrhoff Nyegaard