”Dette bliver mellem os” af Alexander Kielland Krag
Nyt hjem, nye venner og åh, den forelskelse.
Af Cecilie
På korte sider, med ikke flere ord end der absolut behøver at være, følger vi den nye dreng i klassen, Felix.
Vi ser verden gennem hans øjne, mens han fortæller en side ad gangen, til den dreng han er forelsket i. Det føles næsten lidt forbudt, som at læse en andens mest private dagbog.
Felix fortæller om hans hverdag, om hans tanker, om hans følelser. Historien der udspiller sig på siderne, er kort og til pointen, men der gemmer sig alligevel en masse følelser og genkendelighed mellem linjerne i Felix tanker. Hvert eneste ord bliver fortalt til ”dig”, Felix’ crush. Man ser og forstår hvad der sker på de korte sider, også når Felix ikke selv gør det.
Historien kan noget smukt i al sin enkelhed. Den er hurtigt læst, og vinder meget ved en genlæsning.