Strandparken i solnedgang

Mit Kvarter - Morten Schou fortæller

Af cdb
24.06.20
Mortens fortælling om hans yndlings sted: Vallensbæk strand

Det er en af årets første sommeraftener, efter en lang arbejdsdag efterfulgt af et par møder, har jeg besluttet mig for at gå en aftentur rundt om vores indersøer i strandparken. Jeg har både brug for at få rørt mig efter at have siddet ned det meste af dagen, men også at mærke vinden i ansigtet og indånde den friske luft. Vores strandpark er et helt fantastisk rekreativt område vi er beriget med her i Vallensbæk, og jeg er så heldig at den ligger lige i min baghave. Her til aften tager den sig ud fra én af sine smukkeste sider, men faktisk har alle fire årstider hver deres charme.

På min vej bliver jeg mødt med duften af lysegrønt græs, flere af naboerne har nemlig været ude at slå græs og ordne have. Jeg møder flere naboer og andre bekendte på min vej, som alle bliver hilst på – de fleste med et høfligt nik og et ”hej”, men enkelte stopper op og vi får talt om det sidste nye, der rører sig her i kommunen. Da jeg kommer lidt længere rundt om søen gør jeg et stop, hvor jeg kan fange noget af den skønhed, som jeg holder rigtig meget af. Det er nemlig skumringstid – solen er ved at gå ned, og det betyder, at der henover himmelen er de flotteste lyserøde og violette farver, der også er med til at berolige sindet. På søen kan jeg spejde en svane, der har fundet et roligt øjeblik bag nogle siv, men jeg får også øje på et par kajakroere, der er på vej tilbage mod havnen efter en tur rundt i søerne.

Da jeg lander foran lejligheden på Lyngvej igen kan jeg ikke lade være med at glæde mig over, hvor heldig jeg er, at bo et så dejligt sted omgivet af en fantastisk natur og med de skønneste mennesker.

Vil du også dele historien om dit yndlingssted i Vallensbæk? 

I Vestegnens kulturuge (uge 37) kan du på bibliotekerne i vestegnen se en udstilling om de sejeste, hyggeligste og mest nostalgiske steder, og nu har du chancen for at få dit yndlingssted med i udstillingen. Det eneste du skal gøre, er at tage et billede af stedet og skrive en historie om, hvorfor stedet betyder meget for dig. Historier fra både børn, voksne og ældre er velkomne! Vi vælger 3 historier, som vi også honorerer med en lille gave.

Ved udvælgelsen af historier lægger vi vægt på: 

  • at det er et offentligt tilgængeligt sted 
  • at det er et sted, der betyder meget for dig, men også for andre.  
  • at din historie er på maks 400 ord. 
  • at dit billede er flot og fanger stedets sjæl, men ikke har mennesker i fokus.  

Kodeord til at skrive den gode historie er: sanser, følelser og minder.  

Så send os fluks din historie og billede enten på cdb02@vallensbaek.dk. Ved indsendelse giver du os tilladelse til at bruge billede og historie i udstillingen.

Vores kvarter for voksne