Bøger
Bøger

Bettina anbefaler

Af mly
11.09.17
Så er det tid en en masse anbefalinger fra Bettina

 

Den sorte enke af Daniel Silva

Totalt spændende international spionroman med ingredienser som terror, IS og hemmelige efterretningstjenester.

Natalie, en ung kvindelig læge bliver headhuntet af Mossad, den israelske efterretningstjeneste. Hun skal infiltrere en gren af IS, der står bag et bombeangreb på et jødisk center i Paris. Det betyder at Natalie må tage en anden identitet, flytte til et andet land og lade sig hverve til IS. Hun bliver til den palæstinensiske læge Leila Khaled, hvis jihad-kriger kæreste er blevet dræbt i et jordansk fængsel. Hun ønsker hævn, en hævn IS kan hjælpe hende til at få. Hun bliver en sort enke.

Daniel Silva er velskrivende og hans krimier er skruet godt sammen. Den sorte enke er fundamentalt spændende og velsmurt krimi, der passer perfekt til strandtasken.

 

Ind i labyrinten af Sigge Eklund

11 årig pige forsvundet fra sit hjem.

Forældrepar efterlader deres 11 årige datter alene hjemme for at tage ud at spise på restaurant.

Forældrene, som er henholdsvis psykolog og forlagsredaktør, efterlod den syge datter alene hjemme ved 20:30 tiden for at indtage en middag på en nærliggende restaurant. Faderen er mistænkt i forbindelse med datterens forsvinden. Lyder det som en overskrift fra en avis? Det kunne det nemt være, men det er altså omdrejningspunktet i den svenske spændingsroman Ind i labyrintenInd i labyrinten er mere en psykologisk spændingsroman end en egentlig krimi. Der er måske, måske ikke blevet begået en forbrydelse og nogen politimæssig efterforskning er der ikke at finde i romanen. Romanen er sat sammen af 4 forskellige fortællevinkler, to af dem er den forsvundne piges forældre, de andre to er faderens arbejdskollega og dennes kæreste. Langsomt men sikkert kortlægges deres indbyrdes relationer og tiden før og efter pigens forsvinden. Livshistorier rulles ud, vikles ind i hinanden og forklarer handlinger og reaktioner. Sigge Eklund har skrevet en spændende, nærværende og anderledes psykologisk roman med et plot der er meget fermt skruet sammen.

 

Stoner af John Williams

På overfladen er Stoner en undselig historie om den fattige dreng fra landet, som får en uddannelse og bliver universitetslærer. William Stoner bliver født i 1891. Forældrene sender ham på universitetet for at lære landbrug, så han er bedre rustet til at overtage husmandsstedet. Efter et par år skifter han retning til engelsk litteratur – hvilket bliver hans helt store kærlighed og kald i livet. Romanen tager sin begyndelse i 1910 da William Stoner starter på universitetet og slutter da han bliver pensioneret i 1956. Det er en roman om kærlighed, mest kærlighed til engelsk litteratur. Det er også en roman om et ægteskab, om en arbejdsplads, om sejre og nederlag. Det er en roman om alle livets facetter. Man gribes og røres og håber og harmes. En rolig roman uden noget hastværk. Den er en god, helstøbt og meget klassisk og kan holde i mange år. Stoner er en amerikansk roman oprindeligt skrevet og udgivet i 1965, genudgivet i 2006 hvor den fik en vældig renæssance og derefter oversat til en række sprog. 

 

Engang vil vi fortælle hinanden alt af Daniela Krien

Fornuft eller følelse det er spørgsmålet for Maria i denne lille, store roman. Engang vil vi fortælle hinanden alt foregår i DDR i 1990. Det er et Tyskland i opbrud og på vej mod samling. Maria er 16-17 år og bor sammen med kæresten, Johannes på hans forældres gård ude på landet. Der er langt at gå for at komme i skole, så hun kommer der ikke så tit. Hun bruger tiden på at læse romaner. Stille og roligt får hun lært at lave mad og gøre gavn på gården, bliver en del af familien. Johannes er sød og tryg men også lidt kedelig. Henner fra nabogården er udstødt af samfundet – DDRs stramme greb har klemt livet ud af ham, han hutler sig igennem og drikker. Maria bliver erotisk besat af Henner, og det er gensidigt. Ud over Marias dilemma rummer romanen mange interessante sidehistorier. Det er en kort roman om store emner – en lille, stor roman.

 

Glem det; Dårligt nyt; En smule håb af Edward St. Aubyn

Hvad gør det ved et barn at vokse op i en verden, hvor der ikke mangler materielle goder, men hvor man til gengæld bliver opdraget af barnepiger og bliver tugtet?

Patrick er enebarn i en gammel engelsk adelsfamilie. Moderen sidder på alle pengene og faderen sidder på magten i huset. Forældrenes forhold er sygeligt og kærlighedsløst. Patrick er resultat af en voldtægt inde for ægteskabet. Faderen dominerer moderen, som til gengæld underkaster sig. Snobberi, arrogance og bagtalelse er de idealer adlen stræber efter. I deres omgang med hinanden bagtaler de dem der ikke er til stede, og at fornærme hinanden er en disciplin man skal beherske og kunne modtage uden at løfte et bryn.

Bogen er tre korte romaner, der hver følger en dag i Patricks liv.

Glem det: Patrick er 5 år. Forældrene skal have middag for nogle venner på deres landsted i Frankrig. Man følger Patrick, forældrene og vennerne. ”Glem det” er faderens besked til Patrick første gang han misbruger ham sexuelt.

Dårligt nyt: Patrick er 22 år. Han er narkoman på lukusklasse, han behøver ikke berige sig ved kriminalitet for at skaffe penge til stoffer – selvom han bruger rigtig mange. Patricks far er død, og han er taget til New York for at hente asken.

En smule håb: Patrick er lige omkring 30. Han er blevet clean og læser til advokat. Han kæmper med at forlige sig med faderen og komme videre med sit liv. Om aftenen skal han til fest med sin gamle narkomanven som også er clean. Måske er der en smule håb for at hans liv kommer på rette kurs.

Et stærkt stykke autofiktion, en både god og voldsom læseoplevelse.

 

Morgendagens odds af Nathaniel Rich

Morgendagens odds er en undergangsroman, en klimaroman, en fremtidsroman.

Mitchell Zukor er matematiker og udregner odds for naturkatastrofer og terrorscenarier for firmaet FutureWorld på Manhatten, som forsikrer virksomheder. Mitchell er en mærkelig gut. Han studerer intenst alle mulige katastrofeteorier og artikler om farligheden ved stort set alting. Mitchell Zukor er neurotisk, har altid været bange og nervøs for alting. Hver dag spiser han på den samme restaurant, det samme måltid.

FutureWold udnytter frygt til profit. Mitchell er ret god til sit job, er meget overbevisende, hans egen frygt gør ham formidabel til det at fortælle og skræmme mulige klienter med alle mulige veldokumenterede og matematisk nøje udregnede dommedagsscenarier, så de lader sig forsikre mod enorme summer. Da en stormflod rammer New York forandres verden. Byen er totalt oversvømmet og Mitchell sidder barrikaderet i sin lejlighed sammen med arbejdskollegaen Jane, som han er lidt forelsket i. Da stormen og regnen har lagt sig begiver de sig i en kunstkajak ud i byen. Det bliver en rejse gennem en forandret by, med gale mennesker, der er parate til at slå ihjel for en flaske vand, lovløshed og lig i gaderne. Fantastiske og meget levende beskrivelser af hele scenariet.

Undervejs på rejsen ændrer Mitchells syn på tilværelsen og han må overveje sit liv og sin egen rolle i den moderne verden. ”Fremtiden er ikke, hvad den har været”.

Det er en tankevækkende roman – kunne dette ske eller måske nærmere: Sker det snart?

 

Kurtisanen af Sarah Dunant

Herlig roman fra 1500-tallets Venedig med dværge, skøger, tyve og hekse.

Romanens fortællende stemme tilhører dværgen, Bucino. Det er ham, der sørger for den administrative del af partnerskabet med kurtisanen, Fiammetta, der selvsagt tager sig af den mere fysiske del. De lever en luksustilværelse i Rom indtil byen i 1527 forvandles til en krigsskueplads. De flygter til Venedig, hvor Fiammetta stammer fra og må starte forfra med de midler, de har nået at få med sig fra Rom. Venedig byder på farer og fattigdom såvel som muligheder og rigdom. Der er venner og fjender, og det er ikke altid let at skelne dem fra hinanden. Bucino og Fiammetta navigerer dygtigt rundt i Venedigs kanaler og får etableret en ganske indbringende forretning. Men med rigdommen følger den virkelige fare: Trygheden og kedsomheden og hvad den kan føre dem ud i. Det er både hyggeligt og spændende at bevæge sig rundt i Venedig i selskab med den slagfærdige og foretagsomme dværg, Bucino. Sarah Dunant har et letflydende sprog, som gør Kurtisanen til en roman man skøjter igennem - på den gode måde. Dejlig læseoplevelse, der dog kan have den uheldige bivirkning, at man efterfølgende føler en uimodståelig trang til at tage en tur til Venedig…

 

En brøkdel af helheden af Steve Toltz

En interessant, eventyrlig og dramatisk familiekrønike med et mylder af historier om Jasper Dean og hans far Martin og onklen Terry. Der bliver sprunget i tid og sted. Snart hører vi om Martin og Terrys opvækst, hvoraf Martin brugte en stor del på at ligge i koma pga. sygdom. Terrys fremtid ser lys og lovende ud som en fremragende sportsmand indtil han bliver skadet og i stedet bliver forbryder – én i offentligheden elsket én af slagsen. Samtidig hører vi om Jasper, som bor alene med sin far, som er fyldt med mærkelige ideer, sort livssyn og vanvittige påhit. Moren er forsvundet. En brøkdel af helheden er sjov, underholdende, fængslende, udfordrende og vildtvoksende. Hvad handler den om? Alting og ingenting. Den handler om at bo i en labyrint, Australiens mest berømte forbryder, håndbog for kriminelle, forelskelse, far-søn forhold og meget mere…

Læs den, den er faktisk bare herlig.

 

Sandheden om Harry Quebert-sagen af Joel Dicker

Sandheden om Harry Quebert-sagen foregår I den lille amerikanske by, Aurora, som på overfladen ligner et glansbillede, men gemmer på så mange hemmeligheder. Marcus Goldman ung succesrig forfatter – nu med skriveblokering og en deadline hængende over hovedet – opsøger sin gamle universitetslærer og mentor Harry Quebert, som er en stor forfatter. Kort efter Marcus’ besøg hos Harry, findes liget af en ung pige i Harrys have: Nola Kellergan som forsvandt 33 år tidligere. Harry anklages for mordet da manus til hans gennembrudsroman findes sammen med Nolas lig. Det er en stor skandale da det kommer frem, at den dengang 34 årige Harry skrev en kærlighedsroman til en 15 årig pige. Marcus tror på Harrys uskyld og beslutter sig for at bevise den. Men han stikker hånden i en hvepserede, da han begynder at spørge ind til de begivenheder, der indtraf for 33 år siden.

Der er et eller andet med ham Joel Dicker. Han skriver virkeligt godt, de 700 sider er alt for hurtigt læst.

 

Vanviddets dybder af Maria Kjær-Madsen

Kender du det? At man læser en god bog, der foregår et sted man kender. Glæden ved at kunne genkende veje, restauranter eller butikker er stor – man ser det hele for sig. Sådan har jeg det med provinskrimien Vanviddets dybder, der foregår i Svendborg.

Vanviddets dybder er 3. del af krimiserien om Luna. Første gang læseren møder Luna, er hun journalist, nu er hun politielev og i praktik i hjembyen.

En kvinde findes død i havet viklet ind i et fiskenet. Det står hurtigt klart, at det ikke er en ulykke. Hvem er den døde kvinde? Hvem myrdede hende og hvorfor? Opklaringen griber om sig, da det viser sig at flere kvinder er døde på samme måde.

En ganske underholdende og relativt ublodig krimi fra det sydfynske øhav.

 

 

Generthed og værdighed af Dag Solstad

Generthed og værdighed er en lille, stor roman om en gymnasielektor, som en dag mister sin værdighed i et raserianfald over ikke at kunne slå sin paraply op.

Lille fordi den er på knap 200 sider, stor fordi forfatteren formår at gøre en ret så kedelig og desillusioneret mands liv interessant. Og fordi forfatteren lader sin kedelige hovedperson dele sine intelligente, modne og tankevækkende betragtninger over forskellige tildragelser i livet med læseren. Elias Rukla er hovedperson i Generthed og værdighed. Vi får lov at følge ham en enkelt dag i hans liv, men hvilken dag. Det er lige den dag, hvor hans liv tager en drejning og aldrig bliver det samme igen. Læseren er med i hans tanker, der går tilbage til ungdommen med studierne, diskussionerne og ikke mindst venskabet med Johan Corneliussen.

Generthed og værdighed er skrevet i et elegant, gentagende sprog og indbyder til at læses i et stræk uden pauser. Det er en roman, der sætter tankerne i gang og foregår i sit eget dvælende tempo.