Folkets skønhed

Bettina anbefaler Folkets skønhed

17.01.17
Langt ude på Langeland

Et af sidste års must reads er Merete Pryds Helles Folkets skønhed. Meget skønhed er der ikke at finde under trange kår, langt ude på Langeland i 1940’erne. Merete Pryds Helle har skrevet en slægtsroman med sin mor, Marie, som omdrejningspunkt. Marie vokser op i et lille hvidt hus sammen med sine forældre og mange søskende. Der bliver uddelt lussinger i flæng, kærtegn er man mere karrige med. Der er et mylder af mennesker og historier rundt om Marie, som giver et fremragende billede af Sydlangeland.

Man læser og læser og lever sig ind i historien. Man føler med Marie, når hun bliver uretfærdigt behandlet og vredes over hendes manglende indflydelse på eget liv. Et vilkår hun i øvrigt har delt med mange andre kvinder.

Folkets skønhed er dejlig, bredtfavnende og underholdende i ordets bedste betydning. Velskrevet, ikke for lang – faktisk kunne jeg godt have lyst til at læse lidt mere om, hvordan det siden gik Marie – og bedre anbefaling kan en roman vel næppe få?

Materialer