Bomstærk, fuld af løgn og fejlciteret: Verdens stærkeste pige fylder 75

Af CDB
21.05.20
I dag er det 75 år siden, den første bog om Pippi udkom, og hun er stadig knuselsket for sin styrke, sit mod, sine mange løgnehistorier og ikke mindst sine guldkornscitater. Vi ser i seks punkter tilbage på noget af det, der har gjort den rødhårede pige fra Sverige til noget ganske særligt.

 

1. ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg sikkert”... har Pippi aldrig sagt

Vi lægger ud med det mest kendte af Pippis citater. “Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg sikkert” er nærmest blevet Pippi Langstrømpes eget varemærke. Men faktisk har Pippi aldrig sagt netop dét. 

Det kan man læse sig til på Astrid Lindgrens Aktiebolags hjemmeside og i indlægget Det har Pippi aldrig sagt fra Hjørring Bibliotekerne. Her prøver Martin Jørgensen at komme til bunds i sagen om, hvor misforståelsen kommer fra, men uden et endegyldigt svar.

Til gengæld peger Martin Jørgensen på et andet citat af Pippi, som minder lidt om, i bogen Pippi går i butikker. Her svarer Pippi til spørgsmålet, om hun kan spille klaver:

”Hvordan skulle jeg vide det, når jeg aldrig har prøvet?”

Et lignende citat forekommer i tv-afsnittet Pippis jul. Her spørger en pige Pippi, om hun virkelig kan spille trompet, hvortil Pippi svarer:

”Det ved jeg ikke, men det går nok lettere, nu hvor jeg har en trompet”.

Pippi kunne altså sagtens have sagt ”Det har jeg ikke prøvet før, så det klarer jeg sikkert”, fordi hun generelt er fuld af mod og gå på-mod. Hun gør det bare ikke direkte i nogle af bøgerne, filmene eller på tv.

2. Livskloge guldkorn og næsvise bemærkninger 

Så er det godt, at der er så mange andre livskloge og nærmest filosofiske guldkorn at hive ud af Pippi-bøgerne. Et af dem er:

“Den som er vældig stærk, bør også være vældig rar.”

Citatet stammer fra Kender du Pippi Langstrømpe?. Her er det godt nok heller ikke Pippi selv, der siger det, men fortælleren. Det sker, da Pippi får besøg af tyveknægte, men får ondt af dem, da de bliver bange over, hvor stærk hun er. 

Andre citater viser præcis, hvor kæk og næsvis Pippi kunne være: I begyndelsen af Pippi Langstrømpe siger Pippi f.eks. til Tommy og Annika kort efter at have mødt dem i den allerførste Pippi-bog, at de hellere må gå hjem.

”For hvis ikke I går hjem, kan I jo ikke komme igen og det ville være en skam.” 

Da Pippi er med Tommy og Annika i skole i kapitelet "Pippi begynder i skole", og lærerinden spørger Pippi om et regnestykke, svarer Pippi:

”Ja, hvis du ikke selv ved det, så skal du ikke tro, at jeg har tænkt mig at fortælle dig det!”

Pippi begynder i øvrigt i skolen for at få juleferie. Da hun hører om, at Tommy og Annika får juleferie fra skolen, siger hun nemlig:

”Det er aldeles uretfærdigt! Jeg finder mig ikke i det (…) Om fire måneder er det jul, og så får I juleferie. Men jeg, hvad får jeg? (…) Ingen juleferie, ikke den allermindste lille juleferie får jeg.” 

3. Fuld af mod og løgnehistorier

For Pippi er intet umuligt! Og der er næsten ingen grænser for hendes mod og gode humør. Hun forsvarer andre børn fra at blive mobbet, går til kamp mod tyveknægtene og redder to drenge ud fra et brændende hus. 

Og så er der jo alle løgnehistorierne. For det kan godt være, at Pippi er fuld af lommefilosofiske bemærkninger, men hun er altså også fuld af løgn. For eksempel fortæller hun gladeligt om, hvordan det i Argentina er strengt forbudt for børn at lave lektier, og at de i Guatemala sover omvendt i sengen med fødderne på hovedpuden, at i Brasilien går alle rundt med æg i håret, og at det i Egypten er helt normalt at gå baglæns. Men som hun siger: 

“Jeg har været overalt på hele jordkloden og set meget mærkeligere ting end folk, der går baglæns” (Pippi Langstrømpe, kapitlet “Pippi flytter ind i Villa Villekulla”). 

4. Pippi bryder normerne

Noget, som Pippi også især er kendt for, er hendes måde at bryde med normerne på, særligt når det handler om kønsroller. For eksempel giver Pippi ikke meget for den gængse påstand, at mænd er stærkere end kvinder. Det ser man blandt andet, da Pippi er med Tommy og Annika i cirkus (eller curkus, som hun kalder det). Her vil hun nemlig udfordre intet mindre end verdens stærkeste mand. Da Annika påpeger det, siger Pippi: 

”Men jeg er verdens stærkeste pige, husk lige det!”

Desuden insisterer Pippi på, at man altså godt kan være både sørøver og fin dame på samme tid. Da hun for en kort stund er i skole, og lærerinden spørger, om Pippi gerne vil være en virkelig fin dame, når hun bliver stor, spørger Pippi: 

“Men frøken, tror du ikke, man kunne være sørøver og en virkelig fin dame på samme tid?” 

5. Debatten om negerkongen: Ord fra en anden tid 

Mens vi gerne holder fast i mange af Pippis citater, er der også nogle af de gamle, vi prøver at glemme. Da Pippi-bøgerne fyldte 70 for fem år siden, besluttede man sig for at redigere ordet “negerkonge” ud af nye udgivelser. I nyere udgivelser er Pippi Langstrømpes far derfor ikke længere “negerkonge”, men “sydhavnskonge”. 

Da beslutningen blev truffet, vakte det en del kritik, men Astrid Lindgrens datter, Karin Nymann, udtalte dengang til den svenske avis “Dagens Nyheter”, at hendes mor ikke ville have haft nogen indvendinger imod den beslutning, fordi udtrykket i dag ville kunne virke nedsættende over for børn (kilde: dr.dk). 

6. En rollemodel for både børn og voksne                                     

Det er til gengæld ikke kun børn, der ser op til denne ikoniske Astrid Lindgren-figur. Hendes citater florerer på diverse Facebook-profiler, i DR-programmet Øen beskrev en af de voksne deltagere sig selv som ”en rigtig Pippi-pige”, og i P1-podcasten Pippi for voksne, der består af fem afsnit om Pippi i relation til forskellige emner, kunne værten Rikke Collin fortælle, at hun har Pippi tatoveret på armen.

Med Pippilotta Viktualia Rullagardinia Krusemynta Efraimsdatter Langstrømpe – nu 75 år – forstår vi altså, at det ikke kun er børn, der kan finde rollemodeller i børnelitteraturen. Det kan de voksne også. Og særligt i bøgerne om Pippi Langstrømpe.  

Du kan også selv gå på opdagelse efter flere Pippi-citater og løgnehistorier i vores mange Pippi-bøger. 

Desuden er det muligt at se eller gense Pippi på DR TV, og på Filmstriben kan man stadig more sig med filmen “Pippi stikker af” fra 1970. 

Stort tillykke med fødselsdagen, Pippi!

(Oprindeligt skrevet af Glostrup Bibliotek)

Materialer