BETTINA ANBEFALER

Af mly
26.06.17
Bogen om Baltimore-familien af Joël Dicker Hvad er en god roman? - En roman med et godt sprog, interessante personer og en god handling. Så spændende at du næsten ikke kan lægge den fra dig, men samtidig har du lyst til at læse den langsomt for ikke at blive for hurtigt færdig. Sådan er Bogen om Baltimore-familien.

Marcus Goldman er forfatter og sætter sig for at skrive historien om sin familie. Som barn har han tilbragt de fleste af sine ferier hos sin onkel, tante og fætre i Baltimore. Han beundrer dem næsegrus for deres sociale status, tætte familieforhold og interessante liv. Historien springer mellem nutiden, hvor Marcus er ved at skrive romanen, og barndommen/ungdommen som romanen handler om.

Ret tidligt afsløres det, at der er indtruffet en katastrofe, men hvad det indebærer, skal man ret langt hen mod slutningen for at få opklaret.

Forfatteren er meget velskrivende og skildrer forholdet mellem fætrene (Goldman-banden) rigtig godt, ligesom romanen også giver et fint indblik i det amerikanske samfund.

Reserver nu