Bogreol

Sanne anbefaler: Litteratur fra 2020

13.01.21
Sanne giver sine bud på noget af den bedste læsning, der kom ud af 2020 (og lidt I kan se frem til fra 2021)

Corona: 13. marts – 11.juli af  Stine Stregen
Her er en perle af en bog, som kan anbefales til alle og især til læsere som er godt trætte af Corona og samfundsnedlukninger.
Det er en humoristisk og yderst underholdende tegnet dagbog fra den første nedlukning af Danmark i marts 2020. Stine Stregen udtrykker forvirring, refleksion og ensomhed i skarpe tekstbobler og i bløde illustrationer.

Læn dig tilbage i sofaen og tag en timeout med denne glimrende bog.

Den fortabte sjæl af Olga Tokarczuk
En fortryllende og magisk billedfortælling af den nobelprisvindende forfatter Olga Tokarczuk. En refleksiv, melankolsk og meget smuk bog som handler om en mand som har så travlt med at arbejde, at han mister sin sjæl. Han opsøger en vis kvinde, som fortæller ham hvordan han kan få sin sjæl hjem igen. Bogen er stort set kun fortalt i illustrationer, kun en enkelt side består af tekst og der er et smukt samspil mellem billeder og ord.

Kan især anbefales til læsere som har behov for en tænksom, dybsindig og illustrativ læseoplevelse.

Matador af Jacob Wendt Jensen og Christian Monggaard
Dette er, uden tvivl, den ultimative bog til alle som elsker tv-serien Matador. En glimrende bog med rigtig meget baggrundsmateriale om den kendte og elskede tv-serie. Der er bl.a. beskrivelser af karaktergalleriet, gamle avisudklip, uddrag af manuskriptidéer, alle Arne Ungermanns illustrationer og meget, meget mere.

Her er til mange timers underholdning og fordybelse af en af de mest kendte, danske kulturskatte.

Samlede eventyr & historier af H.C. Andersen med forord af Dronning Margrethe
En utrolig smuk udgave af H.C. Andersens samlede fortællinger som varmt kan anbefales til alle. Bogen indeholder både kendte og mindre kendte historier og der vil helt sikkert være noget for enhver smag. Det er indbegrebet af vinterhygge at fordybe sig i de sanselige og gribende fortællinger, en fantastisk læseoplevelse.